§ 1 Foreningens navn
Foreningens navn er Jægerspris Net.
§ 2 Interesseområde
Foreningens interesseområde omfatter Jægerspris, Gerlev og Landerslev.
§ 3 Formål
Foreningens formål er at eje, lease og drive fællesnet i de områder, der er nævnt i § 2, i overensstemmelse med gældende bestemmelser fastsat af offentlige myndigheder.
§ 4 Medlemskab
Alle, der er tilsluttet foreningens fællenet, skal være medlemmer af foreningen. Enhver, der bor i foreningens forsyningsområde, jf. § 2, kan tilslutte sig foreningens fællesnet ved at betale det gældende tilslutningsbidrag samt eventuelle ekstra omkostninger. Et medlem, der ikke respekterer vedtægterne eller beslutninger vedtaget af en generalforsamling, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen med øjeblikkelig virkning. Eksklusionen skal godkendes af den næste generalforsamling.
§ 5 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
A. Ordinær Generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes årligt inden udgangen af marts. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel på foreningens hjemmeside med angivelse af dagsorden, tid og sted. Medlemmer, der er tilmeldt foreningens SMS-service og nyhedsmails, adviseres også. Foreningens reviderede regnskab offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 14 dage før generalforsamlingen. Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og stemmetællere
- Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
- Aflæggelse af regnskab
- Indkomne forslag
- Fastsættelse af budget, medlems- og tilslutningsbidrag for det kommende år
- Valg af bestyrelse og suppleanter
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Eventuelt
Forslag til behandling under dagsordenens punkt 4 skal sendes til formanden senest 10 dage før generalforsamlingen.
B. Ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 8 dages varsel. Bestyrelsen er forpligtet til at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis mindst 50 medlemmer begærer dette, og den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 14 dage efter bestyrelsens modtagelse af begæringen.
Indkaldelse sker via foreningens hjemmeside og advisering til medlemmer via SMS-service og nyhedsmails.
§ 6 Beslutninger og stemmeret
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindeligt stemmeflertal. Medlemmer i restance kan ikke stemme. Hver husstand har én stemme og kan stemme ved fuldmagt for op til 3 medlemmer. Husejere med fælles stik til flere lejligheder kan optage hvert lejemål som medlem.
§ 7 Bestyrelsen
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, valgt for 2 år ad gangen, med valg af 2 medlemmer i lige år og 3 medlemmer i ulige år. Der vælges også 2 suppleanter for 1 år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter sin forretningsorden.
Bestyrelsen kan ikke forpligte medlemmerne ud over det fastsatte medlemsbidrag. Ved forhøjelser af afgifter/gebyrer kan bestyrelsen øge medlemsbidraget med de faktiske beløb indtil næste generalforsamling.
Foreningen tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem. Ved længerevarende fravær fra formanden tegnes foreningen af kassereren og et bestyrelsesmedlem.
Ved erhvervelse, afhændelse eller pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen kan modtage vederlag efter generalforsamlingens vedtagelse.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at relevante myndigheder er underrettet om, hvem der tegner fællesnettet.
§ 8 Regnskab
Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Revision finder sted årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted mindst én gang årligt. Dog skal et sådant kasseeftersyn foretages mindst én gang årligt. Regnskabet revideres af en valgt revisor for et år ad gangen.
Årsregnskabet skal være afsluttet og revideret af revisor senest 14 hverdage før afholdelse af ordinær generalforsamling.
§ 9 Restancer
Medlemmer, der ikke betaler deres forpligtelser til foreningen, kan få deres tilslutning afbrudt og sagen overgivet til inkasso. Medlemmet skal betale alle udgifter forbundet med den manglende betaling.
§ 10 Ejerskab
Fællesnettet ejes af foreningen. Ved fraflytning følger tilslutningsbidraget ejendommen. Udmeldelse berettiger ikke til udbetaling af indbetalte bidrag.
§ 11 Ændringer af nettet
Følgende ændringer og udvidelser af nettet kræver generalforsamlingens godkendelse:
- Ombygning af nettet
- Sammenlægning med andre net
- Etablering af fælles signalforsyning med net, der tilhører en anden ejer eller selvstændigt net
Forslaget skal fremgå som et selvstændigt punkt på dagsordenen.
§ 12 Betalinger
Tilslutningsbidrag og andre afgifter indbetales på foreningens konto. Bestyrelsen skal modtage genparter af endelige målerapporter fra installationsfirmaet.
§ 13 Ophør
Foreningen ophører, hvis nettet nedlægges eller foreningen indgår i en anden forening. Ophævelse kræver ¾ flertal på en generalforsamling. Hvis ikke ¾ af medlemmerne er til stede, skal en ekstraordinær generalforsamling afholdes inden 30 dage.
Såfremt den ekstraordinære generalforsamling med mindst ¾ af de fremmødte stemmeberettigede vedtager, at foreningen skal ophøre, er dette gældende, uanset antallet af fremmødte.
Et likvidationsudvalg på 3 medlemmer vælges til at forestå afviklingen. Eventuelt overskud, efter at alt er betalt, fordeles ligeligt mellem de på ophørstidspunktet værende medlemmer.
§ 14 Vedtægtsændringer
Ændringer af vedtægterne kræver ¾ flertal på en generalforsamling. Ændringsforslag skal fremgå af indkaldelsen. Gældende vedtægter udleveres til medlemmer på begæring.
§ 15 Bestyrelsens bemyndigelse
Bestyrelsen er bemyndiget til at foretage nødvendige ændringer i vedtægterne som følge af krav fra offentlige myndigheder, uden at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsen skal redegøre for sådanne ændringer på den førstkommende generalforsamling.
§ 16 Ikrafttrædelse
Disse vedtægter erstatter vedtægterne vedtaget på de ordinære generalforsamlinger den 15. februar 1995, 23. marts 1996, 24. marts 1997, 19. marts 1998, 31. marts 2004, 26. marts 2008, 20. marts 2019 og 17. marts 2022.
Således vedtaget på ordinær generalforsamling 18. marts 2025.